Hotelkategorisering

Hos Amisol Travel tilbyder vi hoteller og indkvarteringer, der passer til alle typer af gæster og økonomi. Nedenstående oversigt giver dig et indblik i, hvad du kan forvente i de forskellige kategorier.

Vores stjernekategorisering er Amisol Travels egen skala og kan kun anvendes til at sammenligne vores indkvarteringsmuligheder. Det er derfor ikke muligt at sammenligne vores stjerner med de stjerner, som hotellerne ofte bruger i det internationale klassificeringssystem.

Desuden er systemet individuelt for hver destination og land, baseret på tradition, byggestil og kultur. For eksempel kan tre stjerner i Grækenland være noget andet end tre stjerner i Egypten.

En halv stjerne tilføjet til stjernerne betyder, at du får lidt mere, end man normalt kan forvente i den pågældende kategori. Hos Amisol Travel vurderer vi ofte, at en speciel beliggenhed, ekstra fælles faciliteter og andre attraktive forhold kan udløse en ekstra stjerne eller en halv stjerne. Vi følger dog de internationale regler for klassificering og antallet af stjerner, hotellerne har fået i det pågældende land.

Amisol Travels kategorier (stjerner)

2 stjerner
Mindre og ofte familiedrevne hoteller, lejligheder eller pensioner. Hyggelige steder med få faciliteter og en lokal, uformel atmosfære. Hos Amisol Travel anvender vi generelt ikke denne kategori af hoteller og stjerner.

3 stjerner
Pæne og populære mellemklassehoteller eller lejligheder med gode faciliteter, ofte med reception, bar og poolområde. Hotellerne kan være ældre med ældre møblement, men har en hyggelig stemning. Vi anbefaler denne type hotel til gæster, der ønsker en god base uden luksuriøse krav.

4 stjerner
Pæne og komfortable hoteller eller lejligheder over gennemsnittet. Ofte steder med speciel atmosfære og særpræg. Den fjerde stjerne tildeles ofte på grund af særlige forhold som beliggenhed, ekstra faciliteter eller andre former for service. 4-stjernede hoteller kan også være ældre, men er generelt pænt vedligeholdt.

5 stjerner
Luksushoteller med attraktiv placering og alle de komfort- og servicefaciliteter, der forventes af en ferie, hvor behagelighed prioriteres over økonomi. Hotellerne kan variere i størrelse og tilbud af faciliteter. Et 5-stjernet hotel kan også være et ældre hotel, men stadig pænt vedligeholdt, selv med ældre indretning og faciliteter.

 

OBS: Generelt for hotellerne i Egypten kan du opleve ujævne fuger i badeværelset, fliser eller kakler, der er flækkede, eller malerarbejde, der ikke har den fineste finish. Der kan også være anderledes og alternative el-installationer eller belægninger end dem, vi er vant til hjemme i Danmark. Dette gælder for alle typer hoteller og destinationer i Egypten.

Hvis der er fejl eller mangler på dit værelse, skal du kontakte guiden eller receptionen hurtigst muligt, så evt. problemer kan blive udbedret. Hvis du ikke gør din klage gældende til vores guider på feriedestinationen, mister du automatisk retten til at klage og få kompensation i henhold til pakkerejseloven.

Spørg gerne en af Amisol Travels rejsekonsulenter til råds, så du kan træffe det rigtige valg af destination og indkvartering, og vi bedst muligt kan indfri dine forventninger til en god ferie.